Historik
Sommer 2006
I sommeren 2006 besluttede vi at begynde at kigge på hus i Toulouse-området. Vi havde stort besvær med at finde et hus, der passede til vore krav. Vi diskuterede sagen med en ven, der er ejendomsmægler, og efter at have hørt vores behov og krav foreslog hun, at vi skulle bygge selv. Undervejs i vores søgning havde vi besøgt et par træhuse. De passede ikke til vore behov (størrelse, beliggenhed etc.), men de havde en atmosfære, som vi vældig godt kunne lide. Træhuse er godt isolerede (specielt efter sydfranske forhold), og de er miljøvenlige.
Vi gik derfor i gang med at lede efter konstruktører og tømrermestre, der opfører træhuse. Og vi ændrede vores søgning efter hus til at blive en søgning efter en grund.
Efterår 2006
I september 2006 fandt vi den rigtige grund. Ejendomsselskabet, der udstykker grundene, havde målt forkert, så grunden svandt fra 1.498 m2 til 1.377 m2 efter at vi havde reserveret grunden. Florence fik presset et afslag af prisen igennem.
Vi havde derefter kontakt med en række konstruktører og tømrermestre. Nogle var lige startet med at bygge træhuse, andre havde en næsten industriel (læs: typehus) tilgang til opførelsen af træhuse. Nummer 8-10 stykker i rækken var en tømrermester, Alexandre Sornas, der har rejst i både Canada og Europa, og har arbejdet med opførelsen af træhuse i en del år. Hr. Sornas har en meget kompromisløs holdning til arbejdet, så vi fattede straks sympati for hans metoder. Sornas fortalte, at han havde arbejdet sammen med en bestemt arkitekt flere gange, så vi tog kontakt til pågældende arkitekt. Han var ligeledes en mand af principper, og vi syntes om hans idéer. Han gav os navn og telefonnummer på nogle kunder, så vi ved selvsyn kunne vurdere kvaliteten af arkitektens og tømrermesterens arbejde. Vi har bl.a. besøgt følgende hus: MOB31, der er opført af vores tømrermester.
Med valget af tømrermester følger også, at vi lader ham styre planlægningen af de “store arbejder” på byggeriet, d.v.s. fundament, mure, tag, døre og vinduer, og at de forskellige håndværkere er en del af et hold, der kender hinanden og ofte arbejder sammen. Det er dog stadigt os selv, der er endelige ansvarlige for byggeriet og for at koordinere de forskellige håndværkeres indsats.
Her er et link til tømrermesterens hjemmeside: Tradition Bois
Januar – Februar – Marts 2007
I løbet af januar og februar fik vi og arkitekten arbejdet tegningerne færdige, og vi kunne sende en ansøgning om byggetilladelse i slutningen af februar. Vi tog derefter kontakt til de forskellige håndværkere for at få tilbud og kunne lægge et budget.
I denne periode havde vi også kontakt med forskellige banker for at få finansieringen på plads. I Frankrig finansieres boliger normalt i almindelige pengeinstitutter. Vi spillede vores egen bank ud mod to andre og opnåede nogle ganske favorable vilkår i vores egen bank.
April 2007
I slutningen af april skrev vi under på den endelige købsaftale med ejendomsselskabet, så grunden er nu vores.
Juni 2007
Den 12. juni 2007 modtog vi byggetilladelsen med posten. Vi tog hurtigt kontakt til tømrermesteren, så vi kunne lægge en foreløbig tidsplan.
Sommer 2007
Med byggetilladelsen i hus tog vi derefter kontakt til de forskellige håndværkere for at sikre os, at de stadigt er disponible, og at deres respektive tilbud stadigt står ved magt.
31. oktober 2007
Efter at have udskudt starten på udgravningerne flere gange på grund af regn og andre forhindringer, gik entreprenørfirmaet i gang med at grave ud og forberede piloteringen, der efter planen skal indledes den 2. november.
Herunder har vi beskrevet forskellige elementer i byggeprojektet. I kan følge projektet løbende i vores weblog-indlæg og se, om realisering svarer til vores planer.
Projektbeskrivelse
Grunden ligger i Mondonville ca. 20 km. nordvest for Toulouse i et nyt kvarter. I kvarteret er der 23 grunde, der ligger på en lukket vej. Vores grund er den næstsidste inden vendepladsen. Arealet er på 1.377 m2, og grunden skåner fra oppe fra vejen fra vest mod øst. På den øverste del (der hvor huset bliver placeret), er faldet ganske stort, hvorimod der er næsten fladt i bunden af grunden.
For enden af grunden er der et hegn af træer. Bagved disse, ca. 2 meter under niveauet for enden af vores grund, er der en lille vej. Parallelt med vejen løber en bæk, og efter bækken går det atter opad mod en eng, hvorpå heste græsser. Vi får således en “grøn” udsigt fra vores øst-terrasse ud over haven, ned over bækkedalen og op på engen.
Jorden er meget lerholdig, hvorfor piloteringen bliver op til 5 meter dyb. Ler har nemlig den ulempe, at det absorberer regnvandet og dermed udvider sig, når det er vådt, og tilsvarende trækker det sig sammen, når det er tørt. Under hedebølgen i Frankrig i 2003 var der mange huse, der sprækkede på grund af dette fænomen.
Her er et billede af grunden, inden byggeriet går i gang.
Her er et link til et kort:
Her er et kort over kvarteret:
Vores grund er nummer 18.
Huset
Huset er et ét-planshus i træ med to træ-terrasser på ca. 118 m2 (indre mål). Væggene er konstrueret i imprægneret grantræ med en ydre beklædning i rødt cedertræ. Taget har en hældning på ca. 30 grader, og det er beklædt med rødlige tegl (flerfarvet). I hovedparten af rummene vil man kunne se tagkonstruktionen (loft til kip). Alrummet, gangen, entreen, toilettet og badeværelset får et forsænket gipsloft (250 cm).
Hovedparten af døre og vinduer åbnes ved skydning. Der bliver således adgang til syd-terrassen fra både stue og køkken, ligesom stue, kontor og to af værelserne får adgang til øst-terrassen. Sydterrassen bliver delvist overdækket.
Den primære kilde til opvarmning af huset bliver en brændeovn. der bliver placeret i stuen. For at sikre at vi altid kan opvarme huset, opsætter vi el-radiatorer i værelserne, da disse er længst væk fra brændeovnen. Badeværelset får ligeledes en el-radiator, der samtidigt fungerer som håndklæde-varmer.
Det varme vand kommer fra et solvarmeanlæg. Det skulle give os min. 80% af vores varme vand. De sidste 20% (typisk i januar og februar) bliver el-opvarmet.
Værelserne får parketgulve i fyrretræ, hvorimod stuen og kontoret får parketgulve i “Gaiac de Cayenne”, der er en eksotisk træsort, der kommer fra Sydamerika. De øvrige rum (køkken, alrum, gang, entre, toilet og badeværelse) får klinkegulve.
Som I kan se på nedenstående tegning, ligger huset på tværs af grunden i den øverste del, stort set i nord-syd aksen (nord er til højre). På grund af hældningen er vi nødsaget til at pilotere, så fundamentet kommer til at hvile på mere end 30 piller, der hver især går op til 5 meter ned i jorden, og får en diameter på 60 cm.
Sådan bliver huset placeret på grunden:
Der er ca. 3.500 indbyggere i kommunen, der har fordoblet sin størrelse de sidste 5 år, og vil fordoble sit indbyggertal igen inden for de næste 5 år.